”Sounds, sweet airs and the art of longing”  is ”CD of the week” in the Danish Radio- ”Ugens cd”.

 

(Danish)

Engelske ballader – Sounds, sweet airs and the art of longing

En lut klimprer delikat, sangerinden synger sine melankolske vers om kærlighedens trængsler, og en spillemand supplerer med bløde fløjtemelodier. Lyden af England i 1600-tallet er vakt smukt til live på Ugens Cd. Men ikke al musikken er så gammel, som den giver sig ud for!

En lille genistreg
De tre musikere har lavet en lille genistreg, da de programlagde repertoiret til cd’en med den lange titel ”Sounds, sweet airs and the art of longing”. Grundlaget er engelske sange fra 1600-tallet. En storhedstid fra engelsk musik, bedst kendt for komponisterne Purcell og John Dowland, men her repræsenteret af de lige så gode Henry Lawes og Nicholas Lanier.
Side om side med baroksangene står melodier af Vaughan Williams – Englands svar på Carl Nielsen -og nye sange af en norsk singer/songwriter! Fælles har de balladestilen og sansen for det skønne og melankolske.

Ørehængere med finfølelse
Sammenblandingen af musik fra 400 år er hverken bedrag eller illusion, men en fantastisk fin registrering af musikalske fællestræk. Cd’ens tre første numre demonstrerer det elegant: Først en ”folkevise” af Vaughan Williams, skrevet i 1901 til vers af Shakespeare, så en barokmelodi af Henry Lawes og derefter den helt nye ”Divine” af den norske sangskriver Benedicte Torget til tekst af Emily Brontë. Alle tre ørehængende melodier, alle tre sunget og spillet med stor finfølelse.

Dansk, svensk, norsk, engelsk
Trioen er dansk-svensk: Den svenske sopran Elisabeth Holmertz og lutenisten Fredrik Bock kan ofte høres i dansk musikliv (tip: Se efter en uhåndterlig lutkasse i den københavnske metro), mens fløjtenisten Poul Høxbro fra Danmark er pioner indenfor middelalder- og barokmusik. På Ugens Cd har de fundet et materiale, der klæder dem fantastisk godt. De små sange får virkelig nærvær. Og at engelsk romantik og nye norske ballader fungerer udsøgt på lut og irsk blikfløjte – ja, det ved man så nu!